Da biskop Rikval afløste Egino som biskop i Lund, kom han fra Paderborn, hvor han havde været munk. I byen stod allerede i 1036 den runde Bußdorf kirke, og eftertiden har vist, at der var været kontakter på flere niveauer mellem det nærliggende kloster i Helmarshausen og Allehelgenklostret i Lund, som også havde kontakt med Pantaleonklostret i Køln.

Ikke langt fra Bußdorf kirke, der blev bygget efter informationer om Gravkirken i Jerusalem, står ruinen af en anden kirke, der er lige søj som Østerlars. Da munken Wino, der var udsendt af biskop Meinwerk i Paderborn, kom til Jerusalem for at opmåle gravkirken, fandt han en ruin og måtte støtte sig til de lokales informationer om kirken. Før ham havde munken Arculf været i Jerusalem med den samme opgave.

Bußdorf kirkes grundplan var først rund, men blev senere ændret til en korsformet ottekant, og man skal ikke langt fra Paderborn for at finde en kirke med en tilsvarende grundplan. Det drejer sig om St. Johannes i Krukenburg, der ligger ikke langt fra Helmarshausen, det kloster, fra hvis sciptorium flere andre kirker og klostre, herunder Lund, fik fremstillet flot illuminerede udgaver af deres hellige skrifter. Her har den runde kirke, som den i Bußdorf, haft fire udbygninger, så grundplanen har dannet et kors. Den samme plan blev oprindelig også brugt, da Michaelskirken i Fulda skulle opføres.

Hvor biskop Meinwerk fik sin inspiration til den korsformede ottekant fra, ved vi ikke præcist, men der er spekuleret over om Wino rejste over Lilleasien for at komme til Jerusalem, og om han i så fald har set kirker med tilsvarende grundplaner i Kimbirkilisse eller Nyssa. Biskop Meinwerks formål med at gøre kirken i Bußdorf korsformet var religiøst, og det var også hans plan at fire kirker i byen skulle placeres, så de dannede et kors, hvis man så dem fra oven. En senere kirke med lignende grundplan ses i Ludorf i Mecklenburg-Vorpommern syd for Rygen.

Hvis vi bevæger os nordpå fra Paderborn, har der været runde kirker i Schlamersdorf og Slesvig. I Oeversee (Oversø) i Flensborgs sydlige udkant ses en af de cirka 20 tyske kirker, der som mere end 180 kirker i East Anglia er forsynet med et rundt tårn, der kan ligne et borgtårn, og det samme ser vi i Süderstapel (Sønder Stabel). Tårnene i England er eller har været temmelig høje og har været brugt i forsvarsøjemed, og undersøgelser viser såvel saksisk som normannisk indflydelse på dem, hvilket betyder, at de både kan være fra før og efter 1066.

Kirker med korsform i mere afrundede former fra 1100-tallet ses i St. Croix kirken i Quimperlé (1029) i Bretagne og i kirken Villeneuve d’Aveyron (1053) i Frankrig. Når man har studeret armensk kirkearkitektur, synes man at kunne se armensk indflydelse på centralrummet i Villeneuve d’Aveyron, øst for Cahors. Begge disse kirker har – i øvrigt som de danske rundkirker i Thorsager, Horne og Bjernede – fire bærende søjler stående i kirkerummet.

Adam af Bremen skrev, at der var 300 kirker i Skåne. Han nævnte biskopperne Henrik og Egino, men ikke biskop Rikval (biskop 1072-1089) til trods for, at Svend Estridsen var en af hans kilder. Deraf er det udledt, at Adams indsamling af informationer er sluttet i så god tid, at han ikke har vidst noget om Rikval, så hans antal af kirker er senest fra 1070-71. Nogen af disse kirker var af træ, men ingen ved være præcist, hvor mange af dem, der var af træ.

Dalby kirke (nu i Skåne) er tidsfæstet til 1060. I 1100-tallet var den dobbelt så stor som i dag, så den er formentlig påbegyndt et godt stykke tid før tidsfastsættelsen. Gennem årene er kirkens udseende forandret meget som følge af brand, krig og ombygninger.

I kong Svend Estridsens tid (1047-1074/76) begyndte man at opføre monumentale stenkirker, “mens kun en enkelt eller to kan bevidnes fra den forudgaaende periode. Kongen selv og kongens moder byggede stenkirker, sønnerne fortsatte, og biskopperne og stormændene fulgte deres eksempel. En række landsbykirker henføres til tiden forud for aar 1100, selv om det først blev det 12. aarh., der blev den store kirkebygningstid,” skrev historikeren Aksel E. Christensen i 1966.

Skiftende historikere (Hal Koch og efterfølgere) har været uenige om, hvem der tog initiativ til byggerierne af landsbykirkerne. I Paderborn var det bispen. Man kan forestille sig, at et ukendt antal stenkirker blev bygget i Skåne i perioden fra 1060 til 1072, hvor Rikval tiltrådte som biskop. Ligesom man kan forestille sig, at endnu et antal stenkirker blev bygget i de 17 år, hvor han var biskop, nemlig til 1089.

Det hedder sig lidt kategorisk, at Egino kristnede Bornholm, men nogle grave tyder på, at her var kristne, inden han kom. Man kan heller ikke afvise, at andre har været her for at missionere før ham, for siden Ansgars tid anså bispesædet i Hamburg-Bremen Norden for at være deres missionsområde.

Vi kender også beretningen fra Knytlingasaga om høvedsmanden Blod-Egil. Han var søn af Ragnar, Svend Estridsens trofaste mand, og fik af Knud den Hellige overdraget ansvaret for 9 kongsgårde på øen. Hans ukristelige opførsel, hans nægtelse af at ville skrifte og hans mord og plyndringer af et handelsskib førte til, at kong Knud lod ham hænge og hans mænd straffe strengt.

Men lad os bare tage udgangspunkt i, at Adam af Bremens ord står til troende, og at størstedelen af bornholmerne var kristne efter 1066. Så trænger et spørgsmål sig på.

Hvorfor skulle der gå 90 år fra stenkirken i Dalby stod færdig, til man begyndte at bygge rundkirker af sten i Skåne og på Bornholm?

[Billede og tilhørende billedtekst følger senere]