Efter et besøg på bluesbaren Buddy Guys Legends i Chicago opstod der behov for en redegørelse om, hvad blues egentlig er, for det er ikke den musik, man kan læse eller høre mest om i danske medier. Egentlig er det latterligt at skrive om musik. For musik skal naturligvis høres. Ellers ved man ikke, hvad det er. Men blues skal også føles, og kan man ikke føle den i musikken er det ikke blues. Det kan være nok så teknisk perfekt. Uden feeling går det ikke.

“Blues kan beskrives som den følelse, der opstår, når man har begravet sin bedste ven, er blevet fyret fra jobbet og har mistet lønningsposen på cykelturen hjem fra værtshuset i forbindelse med, at man blev kørt ned af en bil, så man brækkede benet, for derefter at se en tyv stikke af med cyklen” Nogle gange skal der ikke så meget til, for hvis en mand kommer hjem fra arbejde og konen så siger, hun ikke vil have ham ind mere, og manden godt kan skride, kan han også få the blues.

Blues som musikform

Blues er en af de oprindelige musikformer bag rhythm & blues og rock, og der er mange steder at begynde, hvis man vil beskæftige sig med den eller opbygge en samling af bluesmusik. Hvis man kan lide at lytte til blues, kan man anskaffe sig diverse plader i vilkårlig rækkefølge.

Charlie Patton (1891-1934)

En af de vigtige figurer i den amerikanske bluesmusiks barndom var Charlie Patton, der i sin barndom boede i Mississippi Delta, hvor familiemedlemmer fik arbejde pÅ en plantage, og her mødte han en af de tidligste bluesmænd Henry Sloan og andre pionerer, som aldrig fik indspillet deres sange. Man må gå ud fra, at Patton tilegnede sig sit stof og sin stil fra folk umiddelbart efter århundredeskiftet. Patton begyndte selv at spille guitar for at flygte fra nogle kvindeproblemer, hvilket ikke afholdt ham fra at stifte bekendtskab med flere af slagsen; han havde formentlig otte koner og levede i øvrigt livet med sprut, tobak og fængselsophold. Som andre bluesmænd rejste han meget, var overtroisk og religiøs. Som ung var Patton meget populær og optrådte ved mange fester, nogle gange sammen med sin ven, guitaristen Willie Brown, der også var en berømthed i Mississippi Delta dengang. En af de første sange, som Patton indspillede, var Pony Blues, og den solgte godt, hvorefter den blev hans varemærke. Senere optrådte han ofte sammen med Son House, der gled ind på Pattons “plads” i bluessangernes hierarki, da denne døde.
Inden du farer ud og køber plader med Charlie Patton, skal du vide, at du må sandsynligvis leve med ridser og skrammer fra de gamle 78′ere, selv om du erhverver hans sange på CD, for andet materiale har man ikke haft at overspille fra. Du må også leve med, at det kan være meget svært at forstå, hvad han synger – ikke engang hans samtidige blueskolleger kunne forstå alt, hvad han sang. Ikke desto mindre er Patton en af dem, som Bob Dylan har lyttet til og ladet sig inspirere af.

Blind Lemon Jefferson (1897-1929)

Som ung begyndte Jefferson at spille guitar og blev gademusikant i det østlige Texas i byer som Buffalo og Marlin, hvor Blind Willie Johnson blev født. Jefferson har muligvis haft ham med på nogle af sine rejser. Lemon Jefferson var blind fra barndommen, men måske havde han en smule syn, hvilket kunne forklare, at han ikke gik med mørke solbriller, men med klare briller. Derfor taler et andet indicium, nemlig at han var bevæbnet og flere gange var involveret i skudepisoder. Mens han senere spillede i Dallas mødte han den noget ældre Lead Belly, som havde et enormt repertoire af sange, som mere var folk end blues – blues var derimod Lemons boldgade. Mange år efter indspillede Lead Belly adskillige sange, der var inspireret af Jeffersons spil, f.eks.  Blind Lemon’s Blues. I en periode spillede de sammen i Dallas, men samarbejdet blev afbrudt i 1918, da Lead Belly kom i fængsel (til 1924), hvorefter han rejste til Louisana.

Efterhånden var Jefferson blevet mere kendt, og så blev der mere at lave. Derfor rejste han mere omkring for at spille, og i 20′erne optrådte han mange steder i sydstaterne, ikke mindst i området fra Memphis og ned gennem deltaet. I Årene fra 1925-29 indspillede han mere end 100 sange, og han fik udgivet mange plader, inden han døde under mystiske omstændigheder i Chicago i 1929. Blind Lemon Jeffersons sange er bevaret pÅ CD, men også i hans tilfælde lyder musikken, som var det en gammel 78′er. De mere kendte sange er I Want To Be Like Jesus In My Heart, All I Want Is That Pure Religion og Corinna Blues (minder om sangen See See Rider og bruger første vers derfra).

Blind Willie McTell (1901-1959)

McTell lærte at spille guitar af sin mor, og da hun døde, forlod han hjemmet for at slutte sig til omrejsende shows. Hans første indspilninger er fra 1927-28, hvorfra sange som Statesboro Blues, Mama Tain’t Long ‘for Day og Three Women Blues stammer fra. (I 1969 indspillede Allman Brothers Band en udgave af Statesboro Blues). Senere blev hans sange optaget til Library of Congress. Når han ikke indspillede eller vagabonderede, tjente McTell til dagen og vejen ved – ofte sammen med Curley Weaver – at spille for småpenge i Atlantas Decatur Street, hvor mange bluesmænd hang ud. Willie McTell er blevet kaldt “the dean of the Atlanta blues school” i 1920′erne og 30′erne. Hans fingerspil på den 12-strengede guitar var stildannende i forbindelse med skabelse af periodens rag-influerede guitarstil og han spillede ikke kun blues men også rag, ballader, folkesange og populære sange. Han var med et amerikansk ord en “songster”. Blind Willie McTell er også navnet på en af Bob Dylans sange, og desuden tog sangeren Ralph McTell sit (kunstner-) efternavn efter ham. Egentlig hed Ralph McTell (ham med sangen Streets of London) Ralph May.

(fortsættes muligvis)

Billederne repræsenterer fortidens ”Bornholmerdrømme” – en afbildning af naturen, der afhængigt af betragteren og motivet kan betegnes som mere eller mindre romantiserede.

Men repræsenterer datidens kunst nutidens ”Bornholmerdrømme”? Og var datidens ”Bornholmerdrømme” de samme som nutidens?

Bornholms Kunstmuseum og Skov- og Naturstyrelsen har bragt billederne tilbage til hvor de oprindeligt er malet. Ud med Kunsten er en udstilling, hvor publikum kombinerer skovturen med en kunstoplevelse.

De vil drage kunstinteresserede ud i skoven samt trække naturinteresserede ind til kunsten. Så gå ud i den bornholmske natur og led efter kunsten… Malerierne er at finde derude under hele den Bornholmske Kulturuge, fra d. 11. september, hvor der kl. 14 også er fernisering på Hammershus, til søndag d. 20. sept.

Arrangementet er støttet af Bornholms Kulturuge.

GAIN kan også betyde Graphic Arts Information Network, der er en amerikansk organisation, som vi også vil linke til i løbet af få dage.

Emnerne har været arbejdsmarked, gamle bøger, arkitektur, grafiske virksomheder, rejser, daginstitutioner, IT-udvikling, arkæologi, historie, middelalderkirker og Danmark i den tidlige middelalder. I løbet af de næste måneder vil der her på siden blive lagt eksempler, som repræsenterer vores ekspertiseområder.

Fotos fra rejser i embeds medfør vil også blive lagt op.

Sådanne ringe af guld har været båret eller ejet af højstående personer, nogen som har haft et særlig betroet forhold til høvdingen eller goden, eller som han har ønsket at belønne.

I begyndelsen af året udsendte Ingemar Nordgren et supplement til bogen “Goterkällan”, som er en revideret og udvidet version af hans afhandling “Goterkällan. Goterna – religion, organisation struktur. Om den gotiska etniciteten”, som han forsvarede på universitetet i Odense i 1999.

Grunden til udsendelsen af supplerende sider til bogen er, at han har studeret Sparlösastenen i Västergötland nøjere, hvilket har medført “En nytolkning av Sparlösastenens bildmotiv”, som det nye kapitel er navngivet. Den foreliggende tekst er i stor udstrækning inspireret af det nye kapitel, der dog fylder 24 sider, så vi må nøjes med at ridse lidt i overfladen.

Stenens billedsprog

Sparlösastenens billedverden antyder en klar forbindelse mellem Västergötland og den gotiske og byzantinske tradition, mener Ingemar Nordgren. Nordgren har tidligere set det afbildede hus på stenen som en forenklet katedral, men på det punkt har han nu ændret opfattelse.

Under huset er et skib i form af et form af en måneskive og et råsejl forsynet med et kors. På råen sidder to fugle. Under båden findes en rytter med nogle dyr, hvoraf det ene ligner en jagtleopard. Rytteren bærer tætsiddende busker og en blød tophue, en såkaldt frygisk hue, og holder et sværd, som peger opad. På en side af stenen kæmper en “skvader” med uglekrop og et løvelignende ansigt samt en gås med en orm. Skvadern hentyder åbenbart til Minerva, den vise og vagtsomme ugle. Figuren er svær at tolke, men giver alligevel mening. På en tredje side findes en række kors og et ansigt, og også fjerde side har afbildninger af nogle figurer.

Disse afbildninger havde tidligere givet Nordgren den opfattelse, at risteren har besøgt det østgotiske rige i Italien eller har fået en meget præcis beskrivelse af nogen, der har været der og set disse former for udsmykning med deres egne øjne.

Hvis man tager i betragtning, at jomfru Maria af de arianske goter, og senere også i almen kristen ikonografi, blev sat i forbindelse med månen, og at hun har nogle af sine rødder i den senantikke Serapionkult med Isis og Harpokrates og længere tilbage Alma Mater og hos goterne hendes forgænger Ingun/Freja, så ligger det lige for at identificere skibet med henne.

På råen sidder de to kejserlige østromerske påfugle. Her erindrer Nordgren om, at et almindelig byzantinsk symbol er et livstræ, flankeret af de kejserlige påfugle. Dette forstås som jomfru Maria, mens korset på sejlet i denne position symboliserer Kristus.

Nordgrens fortolkning

Nordgren viser billede af en mosaik fra Ravenna, hvor de tre vise mænd er iført frygiske huer, stramtsiddende bukser i den stil, som skal have været moderne blandt fornemme goter på Theoderiks tid og gør opmærksom på, at man ikke har anvendt jagtleoparder i Sverige, mens scenen med løve og orm almindeligvis symboliserer striden mellem Kristus og det onde.

Med mange henvisninger gennemgår Nordgren Maria-symbolikken og nævner andre afbildninger af visigotiske påfugle, og han uddrager af dette, at der i Västergötland står en kristen billedsten med klare østkirkelige træk og en mulig tilknytning til goter. Hvad teksten angår, har den ikke meget med billederne at gøre, og det er spørgsmålet, om teksten er ristet før eller efter billederne – det diskuteres stadig. Noget er fra 800-tallet, andet fra 1000-tallet.

Runeteksten på stenen blev af forskeren Ivar Lindquist benævnt som et religiøst dokument om en nordisk dyrkelse af den suveræne, med mindelser om en gammel indoeuropæisk kult af kongen som bærer af tre guddommelige funktioner: den magiske suverænitet, krigerstyrken og frugtbarheden, de samme tre egenskaper som germanerne forenede i Odin.

Andre har set Sparlösastenen som vidnesbyrd om kristne kontakter med kontinentet omkring 800 og det er tolket, at stenen viser et skæringspunkt mellem førkatolsk kristendom (arianisme) og katolsk kristendom. Disse to retninger var begge repræsenteret på kontinentet af to ledere, østgoternes hersker Theoderik (i 500-tallet) og Karl den Store (700-800-tallet). De kendetegnes begge af ryttersymbolik og en rytter med hjelm og sværd vises på Sparlösastenen.

Er denne sten en vigtig nøgle til den proces, der leder frem til det svenske rige? har en anden forsker tidligere spurgt – (Åke Heynstrand i bogen Kult, Guld og Makt – fra et symposium, som jeg før har omtalt). Han skrev da, at “I et mytisk symbolmateriale langt oppe i Norden findes ved vikingetidens begyndelse udtryk for kristendom, eller i hvert fald for arianisme, sandsynligvis knyttet til en social overklasse, måske lokalt eller regionalt den højeste i samfundet.”

Ved symposiet fremførte arkæologen Bengt Nordqvist, der har været aktiv i forbindelse med udgravningerne ved Finnestorp, sin tolkning af Sparlösastenen, hvor han placerede motivet allerede i folkevandringstiden og ikke senere end i 600-tallet.

Ingemar Nordgren mener, at stenen er rejst senest i 600-tallet, og at den, der ristede den, var ariansk kristen. Han tolker nu dens billedverden på denne måde: Theoderik, den store heltekonge, er død. Han lægges i sit mausoleum. Himmelskibet, som styres af Maria og har Kristus med ombord, fører Theoderiks sjæl til de himmelske marker, hvor han senere lykkeligt kan hygge sig med jagt og andre forlystelser, præcis som de gamle kejsere.

Byzantinsk jagt

Bengt Nordqvist har ved Finnestorp fundet to næsten identiske motiver med byzantinske kejserlige jagtscener i Konstantinopel, hvor kejseren bærer frygisk hue og jager et hjortedyr, og hvor også man ser en jagtleopard eller -gepard. For øvrigt har to andre forskere, Charlotte Fabech og Ulf Näsman, sidste år hævdet, at der findes spor af kristendom deroppe allerede i 300-tallet og at der sikkert fandtes kristne i området i 500-tallet efter spredning af troen via Ravenna.

Den bygning, som er afbildet på Sparlösastenen er afgørende for sammenhængen i teorien, og ved nærmere eftersyn viser den sig at have nogle slående fællestræk med Theoderiks mausoleum i Ravenna. Ja, der kan næppe være tvivl om, at det er netop den bygning, man ser på stenen. Hvordan det kan gå til, er nemt at regne ud, da der dengang var en jævnlig skibstrafik mellem Østersøen og Middelhavet – og Sortehavet for den sags skyld.

Hvem der står bag, ved vi ikke, men stenen er i sig selv en side i datidens historiebog.

[Billede og tilhørende billedtekst følger senere].

Ikke langt fra Bußdorf kirke, der blev bygget efter informationer om Gravkirken i Jerusalem, står ruinen af en anden kirke, der er lige søj som Østerlars. Da munken Wino, der var udsendt af biskop Meinwerk i Paderborn, kom til Jerusalem for at opmåle gravkirken, fandt han en ruin og måtte støtte sig til de lokales informationer om kirken. Før ham havde munken Arculf været i Jerusalem med den samme opgave.

Bußdorf kirkes grundplan var først rund, men blev senere ændret til en korsformet ottekant, og man skal ikke langt fra Paderborn for at finde en kirke med en tilsvarende grundplan. Det drejer sig om St. Johannes i Krukenburg, der ligger ikke langt fra Helmarshausen, det kloster, fra hvis sciptorium flere andre kirker og klostre, herunder Lund, fik fremstillet flot illuminerede udgaver af deres hellige skrifter. Her har den runde kirke, som den i Bußdorf, haft fire udbygninger, så grundplanen har dannet et kors. Den samme plan blev oprindelig også brugt, da Michaelskirken i Fulda skulle opføres.

Hvor biskop Meinwerk fik sin inspiration til den korsformede ottekant fra, ved vi ikke præcist, men der er spekuleret over om Wino rejste over Lilleasien for at komme til Jerusalem, og om han i så fald har set kirker med tilsvarende grundplaner i Kimbirkilisse eller Nyssa. Biskop Meinwerks formål med at gøre kirken i Bußdorf korsformet var religiøst, og det var også hans plan at fire kirker i byen skulle placeres, så de dannede et kors, hvis man så dem fra oven. En senere kirke med lignende grundplan ses i Ludorf i Mecklenburg-Vorpommern syd for Rygen.

Hvis vi bevæger os nordpå fra Paderborn, har der været runde kirker i Schlamersdorf og Slesvig. I Oeversee (Oversø) i Flensborgs sydlige udkant ses en af de cirka 20 tyske kirker, der som mere end 180 kirker i East Anglia er forsynet med et rundt tårn, der kan ligne et borgtårn, og det samme ser vi i Süderstapel (Sønder Stabel). Tårnene i England er eller har været temmelig høje og har været brugt i forsvarsøjemed, og undersøgelser viser såvel saksisk som normannisk indflydelse på dem, hvilket betyder, at de både kan være fra før og efter 1066.

Kirker med korsform i mere afrundede former fra 1100-tallet ses i St. Croix kirken i Quimperlé (1029) i Bretagne og i kirken Villeneuve d’Aveyron (1053) i Frankrig. Når man har studeret armensk kirkearkitektur, synes man at kunne se armensk indflydelse på centralrummet i Villeneuve d’Aveyron, øst for Cahors. Begge disse kirker har – i øvrigt som de danske rundkirker i Thorsager, Horne og Bjernede – fire bærende søjler stående i kirkerummet.

Adam af Bremen skrev, at der var 300 kirker i Skåne. Han nævnte biskopperne Henrik og Egino, men ikke biskop Rikval (biskop 1072-1089) til trods for, at Svend Estridsen var en af hans kilder. Deraf er det udledt, at Adams indsamling af informationer er sluttet i så god tid, at han ikke har vidst noget om Rikval, så hans antal af kirker er senest fra 1070-71. Nogen af disse kirker var af træ, men ingen ved være præcist, hvor mange af dem, der var af træ.

Dalby kirke (nu i Skåne) er tidsfæstet til 1060. I 1100-tallet var den dobbelt så stor som i dag, så den er formentlig påbegyndt et godt stykke tid før tidsfastsættelsen. Gennem årene er kirkens udseende forandret meget som følge af brand, krig og ombygninger.

I kong Svend Estridsens tid (1047-1074/76) begyndte man at opføre monumentale stenkirker, “mens kun en enkelt eller to kan bevidnes fra den forudgaaende periode. Kongen selv og kongens moder byggede stenkirker, sønnerne fortsatte, og biskopperne og stormændene fulgte deres eksempel. En række landsbykirker henføres til tiden forud for aar 1100, selv om det først blev det 12. aarh., der blev den store kirkebygningstid,” skrev historikeren Aksel E. Christensen i 1966.

Skiftende historikere (Hal Koch og efterfølgere) har været uenige om, hvem der tog initiativ til byggerierne af landsbykirkerne. I Paderborn var det bispen. Man kan forestille sig, at et ukendt antal stenkirker blev bygget i Skåne i perioden fra 1060 til 1072, hvor Rikval tiltrådte som biskop. Ligesom man kan forestille sig, at endnu et antal stenkirker blev bygget i de 17 år, hvor han var biskop, nemlig til 1089.

Det hedder sig lidt kategorisk, at Egino kristnede Bornholm, men nogle grave tyder på, at her var kristne, inden han kom. Man kan heller ikke afvise, at andre har været her for at missionere før ham, for siden Ansgars tid anså bispesædet i Hamburg-Bremen Norden for at være deres missionsområde.

Vi kender også beretningen fra Knytlingasaga om høvedsmanden Blod-Egil. Han var søn af Ragnar, Svend Estridsens trofaste mand, og fik af Knud den Hellige overdraget ansvaret for 9 kongsgårde på øen. Hans ukristelige opførsel, hans nægtelse af at ville skrifte og hans mord og plyndringer af et handelsskib førte til, at kong Knud lod ham hænge og hans mænd straffe strengt.

Men lad os bare tage udgangspunkt i, at Adam af Bremens ord står til troende, og at størstedelen af bornholmerne var kristne efter 1066. Så trænger et spørgsmål sig på.

Hvorfor skulle der gå 90 år fra stenkirken i Dalby stod færdig, til man begyndte at bygge rundkirker af sten i Skåne og på Bornholm?

[Billede og tilhørende billedtekst følger senere]