Den svenske historiker Ingemar Nordgren har i mange år forsket i goterne, og i flere tidligere indlæg har jeg beskæftiget mig med hans arbejde og hans synspunkter. Han har bl.a. fokuseret på ældre navne, der har ordet ring i sig og analyseret, hvordan sådanne ring-navne, som der er forholdsmæssigt mange af på Bornholm, kan have haft noget med ringe eller guldringe at gøre.

Sådanne ringe af guld har været båret eller ejet af højstående personer, nogen som har haft et særlig betroet forhold til høvdingen eller goden, eller som han har ønsket at belønne.

I begyndelsen af året udsendte Ingemar Nordgren et supplement til bogen “Goterkällan”, som er en revideret og udvidet version af hans afhandling “Goterkällan. Goterna – religion, organisation struktur. Om den gotiska etniciteten”, som han forsvarede på universitetet i Odense i 1999.

Grunden til udsendelsen af supplerende sider til bogen er, at han har studeret Sparlösastenen i Västergötland nøjere, hvilket har medført “En nytolkning av Sparlösastenens bildmotiv”, som det nye kapitel er navngivet. Den foreliggende tekst er i stor udstrækning inspireret af det nye kapitel, der dog fylder 24 sider, så vi må nøjes med at ridse lidt i overfladen.

Stenens billedsprog

Sparlösastenens billedverden antyder en klar forbindelse mellem Västergötland og den gotiske og byzantinske tradition, mener Ingemar Nordgren. Nordgren har tidligere set det afbildede hus på stenen som en forenklet katedral, men på det punkt har han nu ændret opfattelse.

Under huset er et skib i form af et form af en måneskive og et råsejl forsynet med et kors. På råen sidder to fugle. Under båden findes en rytter med nogle dyr, hvoraf det ene ligner en jagtleopard. Rytteren bærer tætsiddende busker og en blød tophue, en såkaldt frygisk hue, og holder et sværd, som peger opad. På en side af stenen kæmper en “skvader” med uglekrop og et løvelignende ansigt samt en gås med en orm. Skvadern hentyder åbenbart til Minerva, den vise og vagtsomme ugle. Figuren er svær at tolke, men giver alligevel mening. På en tredje side findes en række kors og et ansigt, og også fjerde side har afbildninger af nogle figurer.

Disse afbildninger havde tidligere givet Nordgren den opfattelse, at risteren har besøgt det østgotiske rige i Italien eller har fået en meget præcis beskrivelse af nogen, der har været der og set disse former for udsmykning med deres egne øjne.

Hvis man tager i betragtning, at jomfru Maria af de arianske goter, og senere også i almen kristen ikonografi, blev sat i forbindelse med månen, og at hun har nogle af sine rødder i den senantikke Serapionkult med Isis og Harpokrates og længere tilbage Alma Mater og hos goterne hendes forgænger Ingun/Freja, så ligger det lige for at identificere skibet med henne.

På råen sidder de to kejserlige østromerske påfugle. Her erindrer Nordgren om, at et almindelig byzantinsk symbol er et livstræ, flankeret af de kejserlige påfugle. Dette forstås som jomfru Maria, mens korset på sejlet i denne position symboliserer Kristus.

Nordgrens fortolkning

Nordgren viser billede af en mosaik fra Ravenna, hvor de tre vise mænd er iført frygiske huer, stramtsiddende bukser i den stil, som skal have været moderne blandt fornemme goter på Theoderiks tid og gør opmærksom på, at man ikke har anvendt jagtleoparder i Sverige, mens scenen med løve og orm almindeligvis symboliserer striden mellem Kristus og det onde.

Med mange henvisninger gennemgår Nordgren Maria-symbolikken og nævner andre afbildninger af visigotiske påfugle, og han uddrager af dette, at der i Västergötland står en kristen billedsten med klare østkirkelige træk og en mulig tilknytning til goter. Hvad teksten angår, har den ikke meget med billederne at gøre, og det er spørgsmålet, om teksten er ristet før eller efter billederne – det diskuteres stadig. Noget er fra 800-tallet, andet fra 1000-tallet.

Runeteksten på stenen blev af forskeren Ivar Lindquist benævnt som et religiøst dokument om en nordisk dyrkelse af den suveræne, med mindelser om en gammel indoeuropæisk kult af kongen som bærer af tre guddommelige funktioner: den magiske suverænitet, krigerstyrken og frugtbarheden, de samme tre egenskaper som germanerne forenede i Odin.

Andre har set Sparlösastenen som vidnesbyrd om kristne kontakter med kontinentet omkring 800 og det er tolket, at stenen viser et skæringspunkt mellem førkatolsk kristendom (arianisme) og katolsk kristendom. Disse to retninger var begge repræsenteret på kontinentet af to ledere, østgoternes hersker Theoderik (i 500-tallet) og Karl den Store (700-800-tallet). De kendetegnes begge af ryttersymbolik og en rytter med hjelm og sværd vises på Sparlösastenen.

Er denne sten en vigtig nøgle til den proces, der leder frem til det svenske rige? har en anden forsker tidligere spurgt – (Åke Heynstrand i bogen Kult, Guld og Makt – fra et symposium, som jeg før har omtalt). Han skrev da, at “I et mytisk symbolmateriale langt oppe i Norden findes ved vikingetidens begyndelse udtryk for kristendom, eller i hvert fald for arianisme, sandsynligvis knyttet til en social overklasse, måske lokalt eller regionalt den højeste i samfundet.”

Ved symposiet fremførte arkæologen Bengt Nordqvist, der har været aktiv i forbindelse med udgravningerne ved Finnestorp, sin tolkning af Sparlösastenen, hvor han placerede motivet allerede i folkevandringstiden og ikke senere end i 600-tallet.

Ingemar Nordgren mener, at stenen er rejst senest i 600-tallet, og at den, der ristede den, var ariansk kristen. Han tolker nu dens billedverden på denne måde: Theoderik, den store heltekonge, er død. Han lægges i sit mausoleum. Himmelskibet, som styres af Maria og har Kristus med ombord, fører Theoderiks sjæl til de himmelske marker, hvor han senere lykkeligt kan hygge sig med jagt og andre forlystelser, præcis som de gamle kejsere.

Byzantinsk jagt

Bengt Nordqvist har ved Finnestorp fundet to næsten identiske motiver med byzantinske kejserlige jagtscener i Konstantinopel, hvor kejseren bærer frygisk hue og jager et hjortedyr, og hvor også man ser en jagtleopard eller -gepard. For øvrigt har to andre forskere, Charlotte Fabech og Ulf Näsman, sidste år hævdet, at der findes spor af kristendom deroppe allerede i 300-tallet og at der sikkert fandtes kristne i området i 500-tallet efter spredning af troen via Ravenna.

Den bygning, som er afbildet på Sparlösastenen er afgørende for sammenhængen i teorien, og ved nærmere eftersyn viser den sig at have nogle slående fællestræk med Theoderiks mausoleum i Ravenna. Ja, der kan næppe være tvivl om, at det er netop den bygning, man ser på stenen. Hvordan det kan gå til, er nemt at regne ud, da der dengang var en jævnlig skibstrafik mellem Østersøen og Middelhavet – og Sortehavet for den sags skyld.

Hvem der står bag, ved vi ikke, men stenen er i sig selv en side i datidens historiebog.

[Billede og tilhørende billedtekst følger senere].