På Bornholms Kunstmuseum findes som bekendt en omfattende samling af bornholmske guldaldermalerier med motiver fra den bornholmske natur. Billederne er malet på lokaliteter rundt om på øen, der i sagens natur har forandret sig meget i de forløbne 100-200 år.

Billederne repræsenterer fortidens ”Bornholmerdrømme” – en afbildning af naturen, der afhængigt af betragteren og motivet kan betegnes som mere eller mindre romantiserede.

Men repræsenterer datidens kunst nutidens ”Bornholmerdrømme”? Og var datidens ”Bornholmerdrømme” de samme som nutidens?

Bornholms Kunstmuseum og Skov- og Naturstyrelsen har bragt billederne tilbage til hvor de oprindeligt er malet. Ud med Kunsten er en udstilling, hvor publikum kombinerer skovturen med en kunstoplevelse.

De vil drage kunstinteresserede ud i skoven samt trække naturinteresserede ind til kunsten. Så gå ud i den bornholmske natur og led efter kunsten… Malerierne er at finde derude under hele den Bornholmske Kulturuge, fra d. 11. september, hvor der kl. 14 også er fernisering på Hammershus, til søndag d. 20. sept.

Arrangementet er støttet af Bornholms Kulturuge.