En personlig men stærkt uvidenskabelig og tilmed ufuldendt men ikke desto mindre velment introduktion til de amerikanske blues- og folkesangere, som Bob Dylan har ladet sig inspirere af…..

Efter et besøg på bluesbaren Buddy Guys Legends i Chicago opstod der behov for en redegørelse om, hvad blues egentlig er, for det er ikke den musik, man kan læse eller høre mest om i danske medier. Egentlig er det latterligt at skrive om musik. For musik skal naturligvis høres. Ellers ved man ikke, hvad det er. Men blues skal også føles, og kan man ikke føle den i musikken er det ikke blues. Det kan være nok så teknisk perfekt. Uden feeling går det ikke.

“Blues kan beskrives som den følelse, der opstår, når man har begravet sin bedste ven, er blevet fyret fra jobbet og har mistet lønningsposen på cykelturen hjem fra værtshuset i forbindelse med, at man blev kørt ned af en bil, så man brækkede benet, for derefter at se en tyv stikke af med cyklen” Nogle gange skal der ikke så meget til, for hvis en mand kommer hjem fra arbejde og konen så siger, hun ikke vil have ham ind mere, og manden godt kan skride, kan han også få the blues.

Blues som musikform

Blues er en af de oprindelige musikformer bag rhythm & blues og rock, og der er mange steder at begynde, hvis man vil beskæftige sig med den eller opbygge en samling af bluesmusik. Hvis man kan lide at lytte til blues, kan man anskaffe sig diverse plader i vilkårlig rækkefølge.

Charlie Patton (1891-1934)

En af de vigtige figurer i den amerikanske bluesmusiks barndom var Charlie Patton, der i sin barndom boede i Mississippi Delta, hvor familiemedlemmer fik arbejde pÅ en plantage, og her mødte han en af de tidligste bluesmænd Henry Sloan og andre pionerer, som aldrig fik indspillet deres sange. Man må gå ud fra, at Patton tilegnede sig sit stof og sin stil fra folk umiddelbart efter århundredeskiftet. Patton begyndte selv at spille guitar for at flygte fra nogle kvindeproblemer, hvilket ikke afholdt ham fra at stifte bekendtskab med flere af slagsen; han havde formentlig otte koner og levede i øvrigt livet med sprut, tobak og fængselsophold. Som andre bluesmænd rejste han meget, var overtroisk og religiøs. Som ung var Patton meget populær og optrådte ved mange fester, nogle gange sammen med sin ven, guitaristen Willie Brown, der også var en berømthed i Mississippi Delta dengang. En af de første sange, som Patton indspillede, var Pony Blues, og den solgte godt, hvorefter den blev hans varemærke. Senere optrådte han ofte sammen med Son House, der gled ind på Pattons “plads” i bluessangernes hierarki, da denne døde.
Inden du farer ud og køber plader med Charlie Patton, skal du vide, at du må sandsynligvis leve med ridser og skrammer fra de gamle 78’ere, selv om du erhverver hans sange på CD, for andet materiale har man ikke haft at overspille fra. Du må også leve med, at det kan være meget svært at forstå, hvad han synger – ikke engang hans samtidige blueskolleger kunne forstå alt, hvad han sang. Ikke desto mindre er Patton en af dem, som Bob Dylan har lyttet til og ladet sig inspirere af.

Blind Lemon Jefferson (1897-1929)

Som ung begyndte Jefferson at spille guitar og blev gademusikant i det østlige Texas i byer som Buffalo og Marlin, hvor Blind Willie Johnson blev født. Jefferson har muligvis haft ham med på nogle af sine rejser. Lemon Jefferson var blind fra barndommen, men måske havde han en smule syn, hvilket kunne forklare, at han ikke gik med mørke solbriller, men med klare briller. Derfor taler et andet indicium, nemlig at han var bevæbnet og flere gange var involveret i skudepisoder. Mens han senere spillede i Dallas mødte han den noget ældre Lead Belly, som havde et enormt repertoire af sange, som mere var folk end blues – blues var derimod Lemons boldgade. Mange år efter indspillede Lead Belly adskillige sange, der var inspireret af Jeffersons spil, f.eks.  Blind Lemon’s Blues. I en periode spillede de sammen i Dallas, men samarbejdet blev afbrudt i 1918, da Lead Belly kom i fængsel (til 1924), hvorefter han rejste til Louisana.

Efterhånden var Jefferson blevet mere kendt, og så blev der mere at lave. Derfor rejste han mere omkring for at spille, og i 20’erne optrådte han mange steder i sydstaterne, ikke mindst i området fra Memphis og ned gennem deltaet. I Årene fra 1925-29 indspillede han mere end 100 sange, og han fik udgivet mange plader, inden han døde under mystiske omstændigheder i Chicago i 1929. Blind Lemon Jeffersons sange er bevaret pÅ CD, men også i hans tilfælde lyder musikken, som var det en gammel 78’er. De mere kendte sange er I Want To Be Like Jesus In My Heart, All I Want Is That Pure Religion og Corinna Blues (minder om sangen See See Rider og bruger første vers derfra).

Blind Willie McTell (1901-1959)

McTell lærte at spille guitar af sin mor, og da hun døde, forlod han hjemmet for at slutte sig til omrejsende shows. Hans første indspilninger er fra 1927-28, hvorfra sange som Statesboro Blues, Mama Tain’t Long ‘for Day og Three Women Blues stammer fra. (I 1969 indspillede Allman Brothers Band en udgave af Statesboro Blues). Senere blev hans sange optaget til Library of Congress. Når han ikke indspillede eller vagabonderede, tjente McTell til dagen og vejen ved – ofte sammen med Curley Weaver – at spille for småpenge i Atlantas Decatur Street, hvor mange bluesmænd hang ud. Willie McTell er blevet kaldt “the dean of the Atlanta blues school” i 1920’erne og 30’erne. Hans fingerspil på den 12-strengede guitar var stildannende i forbindelse med skabelse af periodens rag-influerede guitarstil og han spillede ikke kun blues men også rag, ballader, folkesange og populære sange. Han var med et amerikansk ord en “songster”. Blind Willie McTell er også navnet på en af Bob Dylans sange, og desuden tog sangeren Ralph McTell sit (kunstner-) efternavn efter ham. Egentlig hed Ralph McTell (ham med sangen Streets of London) Ralph May.

(fortsættes muligvis)